Bygningerne
Skolen lå engang på det, der hed "Bispetoft", og som nu er hjørnet af Christiansgade og Vester Allé i Aarhus. Den består af en skolebygning og en overlærerbolig, og disse to bygninger blev bygget i 1899-1900 for Aarhus Købstads Skolevæsen. Efter en konkurrence om tegningerne blev arkitekten Carl Harild udvalgt til opgaven (han var samtidig konduktør for kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, som byggede landsarkivet i Viborg - og de to bygninger har tydelige fælles træk i deres fine detaljer i træ og sten.)
Skolen er en ren midterkorridor-type: én lang gang på hver etage mellem to rækker næsten ens klasseværelser.
Materialer
De røde mursten er håndstrøgne fra Aarslev-Tilst Teglværk på sokkel af granit. Fugerne er specielle buede hamborgerfuger.
Inskriptionen på vestgavlen er udført i sandsten.
Trædragere og alle bjælker er af høvlet og udskåret Pitch-Pine, der er bejdset og forsynet med nogen dekoration.
Trapperne var oprindeligt belagt med egetræs slidtrin.
Vinduernes glasareal i klasserne er 1/7 af gulvfladen og giver dermed nogle meget lyse rum.
Byggesummen var inkl. inventar ca. 136.000 kr., hvoraf overlærerboligen kostede 11.000 kr. (Til sammenligning kan vi fortælle, at det i 2016 kostede ca. 100.000 kr. alene at reparere altanen på overlærerboligen!)
Følgende aarhusianske bygningshåndværkere var med til at bygge skolen: Snedkermester E. Rasmussen, blikkenslager Salling, glarmester Buckreitz, malermester Engsig, smedemestrene Sørensen og Larsen. Urskiven er fabrikeret i kobber af A. Wilson.
På skolens ydermur hang der to keramiske "portrætter" udført af K. Hansen Reistrup. De to platter viser først den lille pige, når hun begynder sin skolegang, iført hvidt flæseforklæde og med løst hår, og dernæst pigen ved skolegangens afslutning nu med blondekrave og broche, fløjlsbånd med ravhjerte og med håret i fletninger med sløjfer. Hansen Reistrup var i en årrække kunstnerisk leder af Kählers keramiske fabrik i Næstved. De to platter hænger nu på Frydenlundskolen.
Omgivelserne
I gamle dage (det vil sige for ca. 100 år siden) blev Vester Allé fra Rådhuset og ned til åen kaldt "Fattigmandsbakken", fordi der her lå en række institutioner på stribe, som understregede det i forvejen fattige kvarter: en skole, en kaserne, et fængsel og en fattiggård (hvor Aros nu ligger). Institutioner, der næsten kan rumme alle menneskelivets faser.
I dag har Vester Alle totalt skiftet karakter. Man kunne nu næsten tale om "Kulturbakken": Den gamle kaserne er blevet til kultur- og udstillingshus med bosted for Aarhus Festuge, skolen er blevet til Folkeoplysningens Hus, fattiggården er væk, men i stedet har vi fået et nyt kunstmuseum Aros, og lige overfor ligger Erhvervsarkivet med sine 50 km boghylder. Den "fængslende" udsigt er her dog stadig, idet Aarhus Retsbygning og arrest ligger, hvor den altid har ligget, dog med en meget smuk og nyrenoveret facade.
Udviklingen i målgruppen i bygningerne i Vester Allé 8 har også undergået en kæmpe forandring: fra skole kun for piger (i 1900) til skole for både piger og drenge (ca. 1950) til Handelsskole for unge af begge køn (i 1962) til Folkeoplysningens Hus (i 2004), der er for alle: børn, unge, voksne - yngre som ældre.
Gå til toppen
Christiansgades Pigeskole
Fra skolebygningens opførelse ved forrige århundredskifte og indtil 1952 var den en ren pigeskole. "Drenge var bandlyst på skolen", fortæller Sven Aage Kjøg i sin bog En guide til guiden - Aarhus Indre By og Midtbyen: "- men dog ikke værre, end at klokken efter sidste time først ringede ud 5 minutter efter, at den havde ringet ud på Munkegades Skole, som var en ren drengeskole (det tog ca. 5 minutter at cykle til skolen)."
Efter 1952 gik der også drenge på skolen, der nu fik navnet Christiansgades Skole. Indvielse af skolen skete 22. okt. 1900. På gavlen stod dengang: (Aarhus) Borger-Pigeskole. Skolen fik i 1906 oprettet mellemskole- og realklasser, men den gamle borgerskoleundervisning fortsatte i endnu nogle år, så eleverne efter 4. klasse kunne gå videre i enten den fireårlige mellemskole eller den treårige borgerskole.
Der var plads til 15 normalklasser og en gymnastiksal (8 klasseværelser i stueetagen + et overlærerkontor og et lærerindeværelse og 6 klasseværelser på første sal + et naturhistorielokale, et sanglokale, et håndgerningslokale, et bibliotek og et lærerværelse). Der gik for det meste mellem 500 og 600 piger i skolen. I 1962 var der kun et par hundrede elever tilbage, fordelt på 9 klasser, så skolen blev lukket og erstattet af Frydenlundskolen.
Der var ingen bespisning af eleverne på skolen, men der var i kælderen indrettet skolekøkken. Samtidig var der i kælderen bolig for pedellen samt varmeværk.
Fra 1925 -1935 var Pigekoret fra Christiansgade Skole, under ledelse af Richardt Gandrup, meget efterspurgt til udenbys koncerter og radiotransmissioner som et af landets fineste skolekor.
Skolen undgik at blive besat af tyskerne under 2. verdenskrig, så undervisningen kunne fortsætte uforstyrret. Fra 1943 endda med ungdomsskole for 15-18 årige 7 aftentimer pr. uge. En følge af krigen var dog, at man fra nov. 1941 til marts 1942 stillede bad til rådighed for elever i Aarhus. Man havde nemlig gode badeforhold med lavt bassin og brusebade.
Se her en række vidoer fra 2014, hvor tidl. elever fortæller om deres skoletid og journalist Lotte Printz fortæller skolens historie:
http://youtu.be/otJsbuDCOsY (journalist Lotte Printz)
http://youtu.be/xb0KOhz5KbI (tidl. elev Inge Ansbjerg)
http://youtu.be/TttaUG5BA2s (tidl. elev Inger Danielsen)
http://youtu.be/_Znp2KSymLQ (tidl. elev Finn Wollerup)
http://youtu.be/BCIL4Iq4u6E (journalist Lotte Printz)
Gå til toppen
50 års jubilæum
Smuk højtidelighed ved Borgerskolens 50 års jubilæum: Dagen igennem var et rykind af tidligere elever, og det var, som alle de "gamle" på ny var sat på skolebænken. Der blev leet, og der blev snakket, og man mindedes de gode tider, da man lagde tegnestifter på Regnelærerens stol eller kastede en snebold i nakken på den vagthavende i skolegården.
Præcis kl. 8 var den store skolegård besat med gamle og nuværende elever, og inden den første time blev børnene trakteret med sodavand og kager. Kl. 10.00 gik alle skolens elever i procession til Regina-Teatret, hvor den egentlige højtidelighed fandt sted.
Her bød skoleinspektør J. Clausen velkommen og gav derefter en kort oversigt over Borgerskolens historie. Derefter talte rådmand Bernhard Jensen: Christiansgades Skole vil næppe blive større, end den er nu. Men det er ikke mindst i kraft af dens størrelse, at den i dag betegnes som den ideelle skole og også en hyggelig skole.
Skoledirektør Sejerholt fastslog, at så længe samfundet skifter, vil man ikke kunne finde den ideelle skoleform. Der vil ustandselig finde reformer sted. Det er vigtigt, at skolen til alle tider må kunne holde trit med den udvikling, der foregår i samfundet, og han håbede på et fortsat godt samarbejde fra ældste til yngste på skolen.
Formanden for Skolenævnet kontorchef H.E. Thomsen appellerede til forældrene om at slutte op om skolens arbejde.
Nuværende elever overrakte skolen en messingklokke til ophængning i skolens gård.
Den store dag sluttede med en uforglemmelig fest i Aarhus-Hallen, hvor reaklassens piger opførte Heibergs "Elverhøj".
En samtale med kommunelærerinde frk. Hulda Pedersen (1942):
Tonen på Christiansgades Skole er god, og man opretholder den ved at få de bedste børn i hver klasse til at føle medansvar for tonen. Hos os har det oftest været således, at de gode børn gav tonen an og var førende i klasserne. Derfor kunne uheldige elementer ikke gøre sig gældende. Helt undgå at der også er nogle af dem, kan man jo ikke, men man må være streng over for dem. Det kan jeg også være, men det har sjældent været nødvendigt.
Skolebørn er kun uartige, når de keder sig.
En tidl. lærer fortæller
Einar Møller, tidl. lærer på Christiansgades Pigeskole, fortæller om sine oplevelser:
Hans fortælling starter i 1952, da han blev ansat som lærer på skolen:
"Jeg har i al min tid som lærer på Christiansgades Skole taget af sted om morgenen med stor glæde. Christiansgades Skole var et dejligt sted at være, og der var altid god stemning på skolen, både mellem skolens ca. 20 lærere, men også mellem lærere og elever. Det var en periode præget af stor disciplin og respekt, hvor man rejste sig for lærerne og kun brugte tiltaleformen Des. De yngre lærere havde tillige megen respekt for de ældre lærerinder, der altid lidt indforstået refererede til "de gode gamle dage" på skolen, og som havde deres eget lærerindeværelse, kun for kvinder. Skolens på det tidspunkt tre mandlige lærere måtter derfor "forpasse" sig til deres eget lille lærerværelse for hankøn".
Senere fik alle lærerne fælles lærerværelse, og Einar Møller mindes en ældre lærerindes ord ved en af de første fælles frokoster på lærerværelset: "De, hr. Møller, har da vist ikke råd til sådan en madpakke". "Hun vidste ikke, at jeg tilfældigvis denne dag havde rester med fra et fornemt gilde dagen før, og hun mente ikke, at den daværende lærerløn kunne række til, at jeg havde den slags madpakker med", griner Einar Møller og fortæller at en årlig lærerløn midt i 1950'erne var ca. 13.000 kr. og at en almindelig arbejdsuge dengang talte 48 timer. "Men da jeg blev gift, fik jeg da en lønforhøjelse på hele 50 kr. - nu da jeg skulle til at være forsørger!".
"Det var en anerkendt og respekteret skole, som havde mange traditioner. Men der gik også børn fra meget små kår på skolen. De kom fra områderne omkring Nygade, Grønnegade og Vestergade. Der var ind imellem tale om forsømte børn." Einar Møller mindes de lopper, han selv har "huset" efter at have hjulpet disse børn med skrivningen. "Men bestemt velbegavede og dejlige børn". Einar Møller mødes stadig årligt med en gruppe af hans gamle Christiansgade-elever, der forlod skolen i 1960'erne. Hvert år i november møder de troligt op fra nær og fjern til gensyn hos Einar Møller og hans kone. "Når jeg tænker tilbage på min tid på skolen, tænker jeg først og fremmest på morgensangen. Det var en fantastisk oplevelse at høre 350 lyse pigestemmer på gangene og etagerne i den store bygning. Det kan man slet ikke forestille sig. I det hele taget kan det være svært at forestille sig skoletiden dengang, når man sammenligner med i dag. Dengang stillede man klassevis op i rækker, før man måtte gå ind i skolen. Dengang skulle man være udenfor i frikvartererne. Toiletterne fandtes uden for i gården, og udskylning af disse fandt kun sted én gang efter hvert frikvarter. Dengang måtte uartige elever sidde efter eller sendes til "overhaling" hos inspektøren - noget man ikke skulle ønske sig".
Helt frem til 1970 varede skoleugen fra mandag til og med lørdag, alle dage fra kl. 8-15.00. Fra midten af 1950'erne kom der også drenge blandt eleverne.
Efter 1950 var der ikke længere så stor brug for lærere i midtbyen, og Einar Møller fik derfor aldrig nogle jævnaldrende eller yngre kollegaer på Christiansgades Skole. Men han mindes sine ældre kollegaer som gode kollegaer. Han husker endda nogle af deres øgenavne, som blev givet dem af eleverne. En af hans kollegaer var en kraftig lærerinde, der altid og ufravigeligt bar grøn kjole. Eleverne døbte hende derfor "Grønsværen", og det var derfor næste umuligt og uden tvivl ubarmhjertigt, når Einar Møller i tiden derefter på ture til Kalø fik til opgave at undervise eleverne om rytterne, der red på Grønsværen ved Kalø…
Gå til toppen
En tidl. elev fra 1946-51, IN, fortæller
Skolen var ikke stor, men havde en god intim atmosfære. Alle klasse- og faglokaler var beliggende i den store bygning mod Christiansgade. I fløjen nærmest Vester Allé lå gymnastiksalen i kælderen til venstre, og til højre var der håndarbejdslokale, øverst oppe på tagetagen var indrettet fysiklokale, og lige under dette på 1. sal lå sangsalen. I den modsatte fløj i kælderen lå lokalerne for husgerning (madlavning m.v.), og på tagetagen var indrettet skolebibliotek, der også blev anvendt som alm. undervisningslokale. Lige under biblioteket på 1. sal var der lokale til undervisning i naturhistorie, ellers var der ikke, så vidt jeg husker, andre speciallokaler. I den lille bygning mod Vester Allé boede skoleinspektør Joh. Clausen - kaldet "Bette Fanden" - hvorfor ved jeg ikke, sådan var det bare.
Skolegården var en stor asfalteret plads, det eneste der ellers var at finde i gården, var en skurrække med WC'er. Når vi havde frikvarter, var der derfor ikke de store udfoldelsesmuligheder. Vi piger gik arm i arm 2-3 eller flere sammen småsnakkende rundt i gården, eller vi stod i et hjørne og sludrede. Jeg kan huske enkelte aktiviteter, der blev praktiseret i skolegården, som bl.a. sjipning med stort tov, spil med hønseringe eller marmorkugler, der var ikke den store larm i den skolegård.
Når vi mødte om morgenen og klokken ringede ind, stillede vi op klassevis to og to, hvorefter vi i god ro og orden gik ind i den store gang i stueetagen. Her sang vi morgensang og fik eventuelle orienteringer. Derefter gik vi til klasserne, og stod så op ved vores plads, indtil læreren sagde: "Vær så god at sætte jer".
Vi havde rimelig gode lærerkræfter på skolen. Min klasselærerinde fra starten af 1. mellem hed frk. Olga Sofie Paulsen, en meget bestemt ældre dame, klædt i lang kjole og med håret sat med knold i nakken, sådan som min bedstemor så ud. Efter et halvt år døde hun desværre, og vi fik en ny klasselærerinde fru Enid Bach. Hun var også meget dygtig og bestemt, jeg husker, da vi skulle op til realeksamen, at hun sagde: "Aldrig har jeg været så nervøs for at føre en klasse op i verdenshistorie", men ikke desto mindre var vi 14 ud af 19 der fik ug. Af andre lærerinder kan jeg huske frk. Andersen (havgassen), som vi havde til engelsk, frk. Edith Henningsen til tysk, fru Birgit Haaning til gymnastik (lever stadigvæk), hr. Sv. T. Vagner til fysik og sang (far til politidirektør Hanne Bæk Hansen).
Gymnastik foregik i gymnastiksalen eller vi spillede langbold i skolegården. Om sommeren når der var svømning på skemaet, cyklede vi ud til badeanstalten på Strandvejen, så der var kun kort tid til selve undervisningen, hvis den da ikke blev aflyst. For når vinden var i en bestemt retning, kom det gule flag op, som tegn på forurening, og vi kunne så ikke svømme den dag. Det varede da heller ikke længe, så blev badeanstalten nedlagt.
Hvert år blev der afholdt skolebal med tilhørende underholdning af eleverne i realklassen. Som regel blev arrangementet afholdt i "Folkets Hus" i Amaliegade og med deltagelse af rigtig mange drenge fra Munkegade (ren drengeskole). Ballet startede med polonaise, hvor alle pigerne fra konfirmationsårgangen gik forrest, det var et rigtig flot syn, med alle de hvide kjoler på de første rækker, selv om vi manglede drengene.
I 1950 havde skolebygningen for Christiangades Skole 50 års jubilæum, og denne gang blev Aarhus-Hallen taget i brug til den store fest med deltagelse af mange prominente gæster, herunder borgmester Unmack Larsen og skoledirektør Sejerholt, samt mange tidligere elever. Det blev en stor og uforglemmelig dag. Hovedpunktet på programmet for jubilæumsfesten var en elevopførelse af "Elverhøj" i Gunnar Stryhns (skuespiller ved Århus Teater) iscenesættelse. Helga Egdø arrangerede dansene og pastor Bramming-Hansen malede festlige dekorationer. Jeg var så heldig, at jeg på det tidspunkt gik i realklassen og var således med i staben af "skuespillere". Det var vældig morsomt at deltage, idet Gunnar Stryhn var en stor spasmager/komiker. Men det må siges, at resultatet blev rigtig fornemt.
Skolen havde også en årlig udflugtsdag. Vi kørte med tog til Odder med medbragte madpakker og orangeade. Der var forskellige lege og underholdning arrangeret af de enkelte klasser. Det var en hyggelig dag i det grønne, uden at jeg erindrer stort derfra.
Efter afslutning af mellemskole-eksamen i 1950 var vi på skolerejse til Bornholm. Vi boede på vandrehjemmet i Gudhjem og havde bl.a. en udflugt til Christiansø, og vi havde på vejen derover været en tur i Tivoli i København, på de tider var det en stor oplevelse for os. Deltagelse i lejrskole blev aldrig en realitet for vores årgang.
Jeg har med dette prøvet at give et lille indtryk af, hvordan det var at gå i skole i disse efterkrigsår, hvor stabiliteten var noget bedre end den omflakkende skolegang, vi havde under krigen. Jeg kan tilføje, at jeg i underskolen gik i Samsøgade Skole og var efter en optagelsesprøve blevet tildelt en plads på Christiansgade Skole, meget heldigt, da kun 3 elever fra min klasse på 30 elever blev optaget i realskolen. Vi var to der kom til Christiansgade og en til Finsensgade Skole.
Gå til toppen
En tidl. elev fra 1929-39, AM, fortæller
Det var en virkelig god skole med disciplin og gode manerer. Vi sagde De og frøken og Herr Lærer og ikke som i dag, hvor børn nogle gange har et forfærdeligt sprog over for lærerne. Kom der voksne ind ad døren i timerne, rejste vi os automatisk op ud for vore pulte og satte os først, når de var gået igen. Vores Overlærerinde var efter vores bedømmelse en gammel, hvidhåret dame Frk. Müller.
Der var ingen forældremøder, måske en enkelt gang kom der én fra skolekommissionen.
Hver morgen var der morgensang i gangen udenfor klasseværelserne, og da det var salmer hver gang, sidder de jo stadig i rygraden.
Lektien skulle læres, hjemmearbejdet laves, ellers kunne man få en "sveder", altså sidde en time efter skoletid, enten at kigge ud i luften eller skrive en stil, man havde "glemt" at lave derhjemme.
Der var aldrig nogen, der slog os hverken med lussinger eller med spanskrør.
På et tidspunkt, blev der efter den kendte Richard Gandrup (vores sanglærer) ansat en ung mand med krøllet hår (hvilken sensation - en ung mand) Herr Vagner. Alle ville være med i sangkor.
Vi havde om sommeren en ugentlig badedag, altså i en kommunal badeanstalt, der lå på Strandvejen, noget længere ude end Tangkrogen.
Da det ikke var almindeligt med cykler, gik eller løb vi fra Christiansgade, hen ad Park Allé og ud ad Bruunsgade, Hans Broges Gade og videre. Det var altid i sidste time fra kl. 1-2, det foregik. Så behøvede vi ikke at skynde os tilbage, da vi ikke skulle i skole mere den dag.
På et tidspunkt var der to elever i klassen, der fik hver en cykel, og vi fandt da på, at vi kunne deles lidt om dem. Vi inddelte afstanden i 5-6 etaper - nogle begyndte at løbe, og to cyklede. Vi måtte cykle ca. 4-5 minutter og så stille cyklen. De næste, der nåede cyklerne, kørte også 4-5 minutter, og stillede så også cyklerne. De sidste nåede jo at løbe langt, før det blev deres tur, men så kunne de måske nå til anstalten ret hurtigt alligevel. - De, der ikke var heldige at få en cykeltur, stod så først på listen ugen efter.
Vi blev undervist i svømning - både over og under vandet, livredning, crawl og hovedspring. Dengang var man ikke så fokuseret på rent badevand, og da kloakudløbet fra byen gik lige ud i vandet, måtte vi somme tider svømme mellem forskellige efterladenskaber, som vi advarede hinanden om (Tænk - hvor uhumsk).
Hvert år havde vi en udflugt til Himmelbjerget med tog og medbragt madpakke (sikken en oplevelse). Vi drog hjemad med en Himmelbjergsstok efter en dejlig dag.
I en af de sidste klasser var vi i København og Malmø - tænk, vi var i udlandet - en sensation.
I 3-4 mellem og realklassen, blev det tilladt at holde skolebal og da vi kun var piger, måtte vi invitere drenge med fra Munkegades skole, der var en ren drengeskole.
Pudsigt nok blev der adskillige ægteskaber stiftet ml. de 2 skoler, da vi blev helt voksne.
Gå til toppen
En tidl. elev fra 1947-52, ID, fortæller
Mens jeg endnu gik på Christiansgades Skole var fattiggården der stadig og i den forreste af bygningerne, der lå langs Vester Alle, var der fritidshjem om dagen og ungdomsklub om aftenen. På fattiggården kunne man købe træ, både optændingspinde, der var bundtet, og pejsebrænde.
De første drenge på skolen blev indmeldt i 1. klasse i 1952. I de år, jeg gik på skolen, havde man et spor fra 1.-5. klasse, derefter skulle alle i Aarhus til optagelsesprøve, og hvis man bestod den, kunne man komme i mellemskolen, enten på Christiansgades Skole, Munkegades Skole (som kun var for drenge), Finsensgades Skole eller Fjordsgades Skole, som var fællesskoler. Der blev højst optaget 5-6 elever fra hver 5. klasse. Bestod man ikke optagelsesprøven, kunne man prøve igen i 6. klasse - og så var løbet kørt. Hvis man blev optaget, gik man i 1.-4. mellem, som blev afsluttet med en mellemskoleeksamen og derefter kom man i realklassen, som så blev afsluttet med en realeksamen - altså 10 år i alt.
En tidligere elev (1943-53), IA, fortæller:
I april 1943 skulle jeg begynde at gå i skole. Jeg boede på Silkeborgvej, lige ved Ringgaden, og hørte egentlig til i Læssøesgades skole, men nej mine forældre syntes ikke, jeg skulle gå der, for der var jo drenge uha-uha, så jeg kom på pigeskole - altså Christiansgades Skole.
Dengang begyndte skoleåret i april, vi gik i skole hver dag, også lørdag. Det var en rigtig lang tur, for en lille 1. rotte, at gå helt fra Silkeborgvej/Ringgadekrydset - Thorvaldsensgade og Fattiggårdsbakken, for selvfølgelig kørte vi ikke med bus.
Det var ikke "den sorte skole", som man snakker så meget om, for lærerne slog ikke. Men hvis vi ikke var helt velopdragne, kunne vi blive sendt uden for døren eller hen på inspektørens kontor. En sveder kunne det også blive til.
Jeg fik vist nok byens bedste lærerinde, Inger Moos, til klasselærer. De andre lærere var rigtig flinke, især Hr. Fredbøg. Han var en fantastisk tegner, og hvert år til jul, blev der på den lange tavle malet juletræer og nisser og hvad der ellers hører med til julen. Klasselæreren stod også for salg af sparemærker.
Vi 1. rotter var meget stolte, når vi i frikvarteret gik med de store piger i hånden rundt i skolegården.
Lige overfor skolen lå jo kasernen som tyskerne selvfølgelig havde taget, men det mærkede vi ikke noget til. Men da Universitetet blev bombet var vi meget bange, og som altid når der var luftalarm blev alle elever stuvet sammen på den nederste gang.
Bag Tinghuset var arresten, og vi vinkede til fangerne - det syntes vi var spændende.
Vi fik skolemadpakke, som vistnok var sund, med hakket æg og hakket røget sild og leverpostej, som vi syntes smagte af levertran, puha. Vi fik også mælk, men der var jo ikke noget, der hed køleskab. Vi havde også skolelæge, så vi blev målt og kæmmet for lus. Dengang var det en stor skam at være vært for disse dyr.
Vi var mange i klassen der var vel 28-30 piger, men "selvfølgelig" hørte vi pænt efter, hvad lærer og lærerinde (frøknen) sagde. Tror jeg da nok.
Når vi var på skoleudflugt tog vi enten Oddergrisen til Odder/Skovbakken (tror jeg nok stedet hed) eller Hammelbanen til Pøt Mølle. Også Himmelbjerget besøgte vi, og hvert sted købte vi en lille ting til vores mor/bedstemor.
Da vi skulle til at skrive navneord med små bogstaver og kunde, skulde og vilde blev ændret til kunne, skulle og ville havde vi mange fejl i vores diktater og genfortællinger. Uha der var røde streger i hæftet. Men havde vi lavet et godt stykke arbejde, fik vi et lille flag klæbet i hæftet.
Efter 5. klasse blev klasserne delt. Vi var til prøve, om vi kunne komme i mellemskolen. De der skulle gå i 6. klasse blev flyttet til andre skoler, f.eks. den nybyggede Møllevangsskole. Vi der kom i 1. mellem kunne blive i Christiansgades skole ju-hu. Nu skulle vi jo til at være de store, så nu var det vores tur til at spadsere med 1. rotterne og svinge hoppetov, som vi nogle gange bandt sammen så de næsten fyldte hele skolegården, sikken en række.
Efter 5. klasse (var det vist) var man til skolebal. Ballerne blev afholdt i Folkets hus - de blev indledt med polonæse - ene piger - men det så flot ud, når "konfirmanderne" førte an i deres fine lange hvide kjoler.
Så lang tid jeg kan huske tilbage, stod vi på række og geled i skolegården, når det ringede ind, både om morgenen og efter frikvartererne. Vi skulle jo altid ud i frikvarteret, ellers skulle da himmel og jord stå i et. Vi gik ind klassevis og samledes om morgenen på den nederste gang, hvor der stod et orgel. En af sanglærerne spillede til vores morgensang. Efter morgensang og frikvarter stod vi pænt på række uden for vores klasse og ventede til vores lærer sagde værs'go at gå ind.
Vi havde de gamle pulte med fast bænk - noget stive, men så kunne vi jo heller ikke vippe på dem. Når vi havde fødselsdag blev pulten pyntet med blomster, slik og klassens flag, og vi delte slik rundt til alle.
Der var gymnastiksal med tilhørende baderum, og efter timen skulle vi bade og skrubbes med træuld og til sidst det kolde gys. I julemåneden i gymnastiksalen, legede vi sørøvere i alle redskaberne. Om sommeren spillede vi rundbold og langbold (stikbold) i den lille skolegård mellem skolen og Odd Fellowlogen. Vi gik også i svømmehallen (slikmutter boede heldigvis på vejen og en bager hvor vi købte Rebildboller). Der hvor Tangkrogen er i dag var der badeanstalt, som vi også gik ud til. Det var ikke ret meget vi fik svømmet, når vi kun havde ca. 1 time til det hele.
I skolekøkkenet lærte vi både at bage, lave mad og gøre rent, for ikke at glemme at vi lærte at passe børn og lægge ble på de store dukker. Selv om det var en pigeskole var der også en fysiksal - opbygget på samme måde som auditorierne på universitetet, og vi lavede forsøg - spændende.
Selvfølgelig gav vi lærerne øgenavne (bedre var vi ikke). Der var bl.a. Sisse - Grønsvær - Tude Elna - Havgassen - Pinden og bette Fanden, det var skoleinspektøren, som vi havde til tysk. Han var skrap - men retfærdig, men kors! hvis vi ikke kunne de tyske remser og forskellige bøjninger. Det var udenadslære, men ikke så tosset endda, det har som salmeversene været gavnligt siden hen.
Mens vi gik i skole var vi også på lejrskole - Fuglsø - i 1 uge. Og skolerejse til Bornholm. For resten jeg har helt glemt at vi kunne søge om frirejser til tog og rutebil -.
Efter krigen var der nogle som fik cykler, så der var cykelstativer uden for skolen langs Christiansgade og også inde i skolegården, men der skulle man søge om cykelkort for at få lov til at parkere.
4. mellem og realklasserne havde fælles realistklub, og vi cyklede bl.a. til Ny-Mølle langt ude på landet, syntes vi dengang.
Jeg gik ud af skolen i 1953 med realeksamen og så kun tilfældigt mine klassekammerater i mange år, men 25 år efter ville vi mødes igen. Vi mødtes på skolen med nogle af vore lærere. Da vi gik i skole syntes vi jo, at de var gamle (de fleste af dem), men Pinden, som da vi gik i skole lignede en "gammeljomfru" så faktisk 25 år yngre ud. Og tænk, de kunne faktisk kende os alle sammen. Nu mødes vi (de resterende) engang om året.
Min skole har prøvet lidt af hvert. Engang efter 1953 kom der drenge i klasserne! Midt i 70'erne gik min egen søn på Christiansgades Skole som E.F.G.-elev (med løn) og senere blev det så både til Handelsskole og aftenskole.
I mine øren har det altid lydt forkert, når der blev sagt Handelsskolen på Vestre Allé, for mig vil det altid være Christiansgades Skole. Det er dejligt, at både den og inspektørboligen har fået lov at blive liggende: HURRA FOR DET.
Gå til toppen
En tidl. elev fra 1957-58, AF, fortæller
Jeg gik der i første klasse. Vi blev sat til at flette silkepapir. Mine forældre havde fortalt, at jeg skulle lære at læse og skrive. Da det ikke skete med det samme, gik jeg hjem. Min far kørte mig tilbage og jeg fik 2 kr. for at blive der.
Interview med Inger Danielsen
De 5 første år af min skolegang var på Samsøgade skole og det var noget turbulent for det var jo under krigen og om sommeren blev skolen taget af tyskerne og vi kom så i Skovvangskolen og skulle gå helt ovre fra hjørnet af Samsøgade og helt over til Skovvangskolen i første klasse. Om vinteren hvor det var mørkt og koldt. Det var ikke spændende. Jeg oplevede også da universitetet blev bombet. Jeg var på vej hjem fra skole og kom ned af Randersvej og ind gennem universitetsparken ind mod naturhistorisk museum, da vi hørte flyene komme hen over os og hørte bomberne faldt. Min mor havde altid lært mig at hvis jeg var nær skolen, skulle jeg løbe derhen, eller til hospitalet eller hjem, hvis det var nærmere. Men vi løb så over på hospitalet og over Randersvej kunne vi se hvordan bomberne faldt ned over universitetet.
Da Skovvangskolen blev taget fik jeg undervisning på både Kock skole og Christiansgade skole. Efter krigen ændrede man skoleåret fra at gå fra april til april til at starte i august og så havde man sommeren til at renovere de skoler, som tyskerne havde haft. I Samsøgade skole havde tyskerne haft hestestald i aulaen, så det så jo frygteligt ud. Jeg kom tilbage til Samsøgade skole i 1945 og så skulle jeg i mellemskole i 1947, men der var kun mellemskole på få af skolerne - Fjordsgade og Finsensgade og det var blandede skoler. Så var der Christiansgade og Munkegade og det var henholdsvis pige- og drenge skole. Der var kun de fire og det er utroligt at tænke på, når man tænker på hvor mange børn der var i Aarhus på det tidspunkt. Kun fire steder kunne man gå i mellemskole. Så man skulle til optagelsesprøve - for som min gamle klasselærer sagde - "de skummer jo lige fløden". Man tog kun dem, der bestod prøven.
Jeg var så heldig at komme i Christiansgade skole, og jeg synes vitterligt det var et held. Ikke at Samsøgade var en dårlig skole, men der var en anden disciplin på Samsøgade. Kæft, trit og retning. Vi stod i rækker før vi skulle gå ind i skolen om morgenen og ve den arme synder der bare kom til at dreje hovedet. Gårdvagterne gik rundt med sådan nogle små legetøjsstokke og så fik man en over hovedet med den. Der gik også drenge deroppe, og de to store indgange var opdelt i en pige- og en drengeindgang og der var nærmest en usynlig streg i skolegården. Den tættest på Ny Munkegade var pigeindgangen. Hvis man kom over på den forkerte side, blev man stillet op ad væggen til spot og spe for alle knægtene. Der var lidt mere kadaverdisciplin. Derfor var det pragtfuldt at komme i Christiansgade skole. Der var simpelthen en ånd deroppe, som gjorde en glad. Det var vel problemer lige så vel som andre steder, men tonen var en anden.
Og så var vi så heldige at få Alfred Fredbøg som klasselærer og F.W. Andersen til regning og fysik og han sagde: "Ja, jeg skulle egentlig have været jeres klassefar, men hr. Fredbøg havde ikke prøvet at være klasselærer før og ville gerne, så han fik jer". Og hr. Fredbøg var virkelig en god lærer. Vi elskede ham over alt på jorden, men du kan saftsuseme også tro vi havde respekt for ham. Man turde ikke komme til hans timer uden at være forberedt. Men der var ikke den hårde, skrappe disciplin, men vi havde respekt og det betød utroligt meget. Vi havde en dansklærer, der var ret speciel og en gang ind mellem lidt strid og så klagede vi til Fredbøg. Og han hørte på os og undersøgte og kom tilbage og sagde: "I er altså ikke helt rigtigt på den piger, det er sådan og sådan" eller han sagde: "Jeg kan godt forstå I er blevet lidt vrede, men nu er det overstået". Altså meget diplomatisk. Men han gav os ret, hvis vi havde ret og det betyder meget for børn.
Jeg boede jo i Munkegade og kom via Grønnegade og Christiansgade op til skolen, men der var - synes vi jo - en lidt åndssvag regel om at vi skulle hele vejen op i Vester Allé og ind af den indgang, i stedet for at bruge den der ligge nedenfor skolen i Christiansgade. Den sparede os for 3-4 minutter og når man var sent på den, var det afgørende. Og så havde vi en lærerinde, frk. Pind Olesen, som også altid kom i sidste øjeblik og hun kom hen ad Åboulevarden og så op af Christiansgade og når vi så hende henne fra Grønnegade så piskede vi op og fulgtes med hende og så lod hun os gå ind gennem den lille port i Christiansgade. Efterfølgende blev det højt og tydeligt sagt, at man skulle bruge den store port og være der når klokken ringede og det gjaldt ikke, at man kom med en lærer. Men hun hjalp os nu mange gange den vej rundt. Så havde vi alle tiders lærer til sang - Svend Wagner, som er far til politidirektøren Hanne Bech Hansen. Han var noget af det mest herlige. Vi fik lov til at synge datidens slagere - også lille Ole, selvom Wagner synes Lille Ole var møghamrende forkælet!
Vi havde et ret godt kor deroppe på skolen også. Der foregik ting på skolen, som man kun drømte om kunne foregå. Det var så unikt. Op ad den første trappe på den gamle Christiansgade skole, hvor der nu er en garderobe og et kontor - det var dengang skoleinspektørens kontor og det lille rum, der er foran, hvor der nu er nogle skabe og så videre - der lå dengang alle svedeprotokollerne, så det vil sige, at når man fik en sveder, så skulle man ned og hente en svedeprotokol foran inspektørens kontor, og man håbede bare ikke at møde inspektøren. Og så skulle man have en kopi med hjem til underskrift. Jeg har selv prøvet at få en en enkelt gang.
Og vi havde lavet den aftale med Fredbøg, at hvis vi fik en sveder af en af de andre lærere, så skulle vi komme og fortælle ham det, så han var orienteret. Men så havde vi en pige i klassen, hun var simpelthen det skæggeste pigebarn, og meget dygtig, men hun snakkede og hun havde fået en sveder. Så måtte hun ned til Fredbøg, der sagde: "Så passer du på". "Ja, ja", sagde hun, men det gik jo hverken værre eller bedre end at hun fik en sveder mere. Så sagde han til hende, at hvis hun kom igen med en 3. sveder, så ville hun også få en af ham. Og hun fik den 3.indenfor en uge og derfor også den 4., af Fredbøg som lovet. Alle fire måtte hun have med hjem til underskrift. Men da Fredbøg havde set dem underskrevet rev han sin egen i stykker, så den blev ikke effektueret. Svederne foregik ellers sådan, at man mødte fra kl. 14 - 15 i et bestemt lokale udstyret med svede-lærere og man måtte ikke læse lektier eller sådan noget. Man skulle sidde med hænderne foldet på bordet og holde sin mund. Det var skrap kost.
Dengang jeg selv fik en sveder var i husgerning. Skolen havde ændret husgerningstimerne fra 4. mellem og realklassen til 2. og 3. mellem, derfor blev der alt for mange klasser til at skolens husholdningslokale kunne rumme dem. Vores undervisning foregik på 4. sal på Ingerslev skole og der var langt ned med skraldespanden. Det gad vi ikke altid. Så var der et tørreloft, hvor håndtaget var knækket, så vi kunne simpelthen ikke komme ud og ned til timen igen, sagde vi. Men den godtog læreren ikke, så det kostede en sveder. Og selvfølgelig kunne vi komme ud, men vi gad ikke. Der var også sjove ting lærerne imellem. En dag kom Wagner og spurgte: "Skal I have Fredbøg i dag?". "Ja", sagde vi. "Nå", sagde Wagner, "for han fortalte mig i går at han ville komme med en ny cykel i dag og det værste han ved er at alle pigerne siger tillykke med deres nye cykel Hr. Fredbøg", og så sagde Wagner ikke mere. Og resten af dagen lød det: "Tillykke med den nye cykel" alle steder. Så gik der ikke mange dage førend Fredbøg spurgte: "Skal I have Wagner i dag? Han har lige fået en søn i nat". Wagner var altid gårdvagt og han var der også denne morgen. Og hele den dag lød det "Tillykke med deres søn" - så til sidst når Wagner så nogle fra vores klasse, gik han ind i opgangen og gemte sig. Så vi var involveret i lærernes smådrillerier af hinanden.
Så gjorde Fredbøg det, at han én gang om året inviterede os hjem til sig. Til kaffe, the og kage. Han elskede selv hygge og kunne også finde på at foreslå at vi alle sammen skulle mødes på cykel klokken 19 en aften og køre ud og høre nattergalen eller samle særlige planter eller lignende. Han var utrolig aktiv på det område. Jeg har haft kontakt med Hr. Fredbøg til han døde og nu med hans søn. I 4. mellem skulle vi på skolerejse til Norge. Vi var tre klasser, der skulle af sted og hver klasse måtte have to lærere med. Vi ville gerne have Hr. Fredbøg og Hr. Andersen med, men det måtte vi ikke. Der skulle en kvindelig lærer med - det blev vores dansklærer som vi af og til var lidt sure på. Men der var ikke noget at gøre og vi var møghamrende sure. Jeg har billede derhjemme hvor Hr. Fredbøg kurer på rumpen ned af en sneklædt bakke. Men det gik nu også meget godt med dansklærerinden i Norge.
Men i 2. mellem skulle vi på lejrtur i september. Vi var begyndt efter ferien i august og selv samme kvindelige dansklærer var så sur, for hvad lignede det at man efter 6 ugers ferie skulle på ferie igen. Vi synes hun var så strid, for vi fik en del undervisning den uge. Vi skulle til Fuglsølejren og vi skulle selvfølgelig cykle derover. Men i 1949 var der ikke råd til ret meget. Jeg havde min søsters gamle cykel der punkterede flere gange på vej derover, men vi skulle cykle. Bagagen blev dog transporteret. Det samme år som Christiansgade havde 50 års jubilæum, spillede 4. mellem skolekomedie og det blev holdt i Aarhus-hallen. Det var meget fint dengang. De spillede Elverhøj. Det var så flot. Da jeg selv gik i 4. mellem året efter opførte vi Molboerne. Det var også herligt. Vi havde faktisk mange i klassen der var ret dygtigt til at synge. Men det var efter skoletid, der skulle øves. Ikke i skoletiden. Trods det vi havde 36 timer om ugen. Skolegang om lørdagen også fra 8-14. Men kor og andet lå om eftermiddagen efter skoletid og det betød jo så også at lærerne også var der om eftermiddagen. Der var sådan en form for entusiasme blandt lærerne. Det gjorde man bare.
Dengang vi havde jubilæum, der var alle eleverne om formiddagen i Regine-teatret, hvor der blev holdt taler. Skoleinspektøren fra Munkegade skole var også blandt talerne og han sagde, at han håbede at skolerne Munkegade og Christiansgade engang kunne blive slået sammen. Og så skreg vi jo og jublede. Vi mødtes jo altid med de drenge der kom ud fra Frederiksberg som skulle op i Munkegade nede på den lille trekant for enden af Christiansgade ned mod Åboulevarden. Så havde vi sneboldkamp. Og når vi havde skolebal var Munkegades elever med og omvendt. Vi havde det meget sjovt samme.
I klasseværelset overfor inspektørens kontor hang det ur, der bestemte hvornår der skulle ringes ind og ud - klokken sad udenfor klasseværelset og duksene skulle så passe tiden - det var før automatikkens tidsalder - hvad skoleklokkeringning angik. Skolen vendte således at der var en skyggeside og en solside og man skiftede hvert år til at være på den ene og på den anden side inde i skolen. Og når vi var på skyggesiden - den der vendte ud mod Christiansgade vinkede vi til fangerne i arresten, selvom vi selvfølgelig ikke måtte. Så kan jeg også huske vi havde håndarbejdslokale nede i kælderen. På et tidspunkt kom Ellen Gotsjak, en meget kendt skuespillerinde dengang. Hun var her fra Aarhus og havde gået på Christiansgade skole og hun havde rund fødselsdag eller jubilæum og Volmer Sørensen lavede en udsendelse om hende. De skulle på besøg oppe i vores håndarbejdsklasse, som var forholdsvis nyindrettet. De kom ind og optog på bånd - det var før TV - det skulle sendes i radioen og vi skulle sy alt hvad vi kunne på symaskinerne, så det rigtigt kunne høres. Det var stort - hun var jo ret kendt. På kongens fødselsdag havde vi fri, men da Christian d. X var død mindedes vi ham i september - den dag han kunne have holdt fødselsdag ved at synge f.eks. Kongesangen - eller "Der rider en konge" - en sang der især blev kendt under krigen.
Stilehæfter, regnehæfter og kladdehæfter med mere var der altid rigeligt af selvom det var efter krigen, men sjovt nok var der mangel på tavleklude, så inspektøren klippede dem altid midt over, så vi kun fik en halv strikklud af gangen. Den holder ikke længe og det var noget af det mest ulækre. Og da vi så havde klasseværelse ud mod gaden og slåssede med tavlekluden, så røg den jo nogen gange ud af vinduet og ned i krattet nedenfor og der var både inspektørens kontor og lærerværelset. Var det længe siden vi havde fået en ny, kunne man hente en ny hos inspektøren, men havde man lige fået den, måtte man ned og fiske den ud af krattet, ikke uden fare for at blive opdaget. Det at der ikke var drenge på skolen gjorde os nok meget tøsede - der var ingen modvægt, men på den anden side har vi måske så fået lidt friere hænder, men vi var meget autoritetstro. Det år jeg gik ud, kom der drenge på Christiansgade skole. Vi glædede os alle til at slutte skolegangen, men vi tudede alle sammen den dag vi skulle forlade skolen. Det var en god skole. Den følte jeg mig virkelig knyttet til - det var min skole.
Gå til toppen
Aarhus Købmandsskole
Notits fra Erhvervsarkivet i Aarhus:
11. febr. 1960: Indenrigsministeriets samtykke til at kommunen overdrager Christiansgades Skoles grund og bygninger m.v. ekskl. inventar til Århus Haldelsstandsforening for en samlet købesum af 1 million kroner.
I 1962 købte Aarhus Handelsstandsforenings Handelsskole bygningerne, som fra 1970-2004 blev omdøbt til Handelsskole, eller i daglig tale: Købmandsskolen.
I første halvdel af 1990'erne renoverede Købmandsskolen bygningerne fra ende til anden. I kælderen, dvs. i den gamle gymnastiksal, indrettede de en såkaldt Simuvirksomhed, hvor eleverne simulerer, at de arbejder i en rigtig virksomhed. (Et rygte forlyder at tyskerne under 2. Verdenskrig havde indrettet sig på området og brugte gymnastiksalen som hestestald, men den historie er vistnok en skrøne, da tidligere lærere fortæller noget andet). Da man ville rive det grimme grå pladeloft i salen ned, opdagede man det smukkeste gamle håndmalede træloft med ornamenter og udskæringer inde under pladerne. Dette gamle træloft fremstår nu smukt renoveret.
Den tidligere inspektør Hans Peter Skøtt husker det således:
"Jeg husker ellers tydeligt de mange år, da vi renoverede Vester Alle fra top til tå. Og sådan var det faktisk. Det første år "tog vi" loftet, hvor pedelboligen tidligere havde været dominerende (i lokalerne midt i bygningen ud mod gården). Året efter 2. sal, så 1. sal og til sidst kælderen. Og som rosinen i pølseenden den udvendige fugning (profilfuge), der bestemt var prikken over i-et. Det strakte sig over godt 4 år - men hvor var vi stolte, da en af byens flotteste huse pludselig dukkede op.
Specielt husker jeg en formiddag det må have været i år 3), da der pludselig dukkede en håndværker op på mit kontor på 1. sal i overlærerbygningen. De var i gang med at pille de usunde asbestlofter ned i "salen", der dengang rummede 2 klasselokaler (oprindeligt var det jo gymnastiksal, der også omfattede kælderlokalerne nedenunder). Den svedige "loftsnedbryder" bad mig komme med over i hovedbygningen, hvor de havde fundet "noget" oven over asbestpladerne. Det var det utroligt flotte originale loft, med de håndmalede motiver. Hvor blev vi glade - og hvor kostede det indtil flere "bondegårde", inden renoveringsarbejdet var færdigt (alle brædder blev pillet ned, nummereret, et brandsikkert mellemlag sat op, inden brædderne igen kom på plads). Men det var det hele værd!"
Pavillon i skolegården
I 1967 byggede Købmandsskolen en pavillon i skolegården (ved indkørslen) for at få plads til flere elever. Men det gav i 1979 problemer, fordi Indenrigsministeriet da forlangte, at der skulle etableres et sikringsrum i pavillonen (hidtil havde der i 13 år været givet dispensation fra dette krav). Det groteske var imidlertid, at der ikke var krav om sikringsrum til den da 90-årige hovedbygning. Da pavillonen blev revet ned, holdt Hans Peter Skøtt på at der skulle være have i stedet for og dette blev da også gennemført, hvorefter området fik tilnavnet "Skøttegraven".
Frimurerlogen, der bor i Christiansgade 6, lige op til denne del af skolens gård, gravede engang i deres egen baggård på grund af noget byggeri og stødte da på menneskeknogler og fik af kommunen at vide at de straks skulle indstille gravningen, da det var en gammel kirkegård, de var stødt på. Hans Peter Skøtt mener også at man engang har fundet enkelte knogler ved gravning i skolegården til Vester Alle 8.
Gå til toppen
Forstander Hans Peter Skøtts 25 års jubilæum i 1990
Han startede som timelærer i 1965 i Hans Broges Gade og var forstander fra 1979. 1. febr. 1990 kunne han fejre 25 års jubilæum som forstander. Da han begyndte på skolen havde han fået et praj om at det ville være uklogt at møde uden jakke og slips. Den påklædning tog han så på, og den viste alle de andre på skolen sig også at være iført. Lige undtagen inspektøren. Han bar butterfly. Man sagde "De" til hinanden og eleverne, hvoraf halvdelen var tilrejsende fra resten af Jylland: hovedsagelig modne mænd på omkring 25 år og særdeles høflige og lydige.
Ungdomsoprøret i 1968 kom som så meget andet sent til handelskolerne, og det startede faktisk hos lærerne før end hos eleverne. De rejste krav om at få indflydelse på, hvordan skolen ledes og det lykkedes dem i 1990 (!) at få et medlem i bestyrelsen. Men før da havde man fået afskaffet fremmødeprotokollerne: man ville ikke snage i om eleverne mødte frem. Det skulle være de unges eget ansvar. I halvfjerdserne kom elever og lærere tæt på hinanden både i skolen og i fritiden. Der var en god tone, efter at den stive autoritære tone afgik ved døden sidst i tresserne. Og begrebet "otte-til-fjorten-lærere", altså de magelige skoleskema-ryttere, var endnu ikke dukket op.
Drømmen er at gøre hh mindre teoretisk, så de unge ikke sidder på skolebænken i 12-13 år i træk, men det har lange udsigter. Firserne var drøje at komme igennem. Fattigfirserne betød, at skolen fordoblede sit elevtal, så godt 30% af en årgang gik på handelsskole, men det betød også, at mange af dem slet ikke var motiverede, fordi det måske kun er deres tredje prioritet at gå på handelsskole.
Problemet med manglende lærerpladser blev fordoblet i slutningen af firserne, så handelsskolen kan blive en blindgyde for mange. Hans Peter Skøtt synes handelsskole-uddannelserne er gode, men han holder ikke hånden over deres bagside. Han synes der er for mange elever og ville gerne have flere lidt ældre og mere motiverede elever. F.eks. nogle der har brugt et års tid på at rejse ud og se verden.
Undervisningen i Købmandsskolen kunne til tider være underholdende, har Hans Peter Skøtt fortalt til FO-Aarhus. Han oplevede engang midt i en time, at en pige var i færd med højlydt at bryde ind i arresten på den anden side af gaden. Angiveligt fordi hun ikke kunne undvære en kæreste, som sad inde. Kort efter blev hun dog gelejdet ud igen af et par betjente.
Kilder
Bladet Nicolai, udgivet af FO-Aarhus, nr. 2, 3 og 4, 2005.
Den indre by Århus. Registrering af bevaringsværdige bymiljøer, side 162-63. 1984.
Bladet Arkitekten, V, 1902-03, side 27-29.
Skoler og skolegang i Aarhus 1930-1970. Århus Byhistoriske Udvalg, 1978.
Offentlige skoler i Aarhus kommune gennem de sidste 200 år. Af Henning Spure Nielsen, 2001.
Artikel fra Aarhus Stiftstidende, 15. okt. 1996: Moderne skole i århundredgamle bygninger.
Artikel fra Aarhus Amtstidende, 16. okt. 1950: Christiansgades Pigeskole - en hyggelig skole.
Aarhus Stiftstidende, 27. april 1979: Grotesk afgørelse rammer 112 elever.
Aarhus Stiftstidende, 29. jan. 1990: Han startede med at gå med slips og sige "De" (om Hans Peter Skøtts 25 års jubilæum på Købmandsskolen)
Aarhus Amtstidende, 26. marts 1942: Kvinden og hjemmet. Skolebørn er kun uartige, når de keder sig. En samtale med kommunelærerinde frk. Hulda Pedersen.
Gå til toppen
