Maritza 1941-1991
I Frederiksgade 78C, hvor nu FO-Århus' administrationslokaler ligger, lå i mange år restaurant Maritza, som var et af byens meste berømte og besøgte forlystelsessteder: "det glade Århus' mødested". Den største restaurationsvirksomhed i Århus i den folkelige forlystelsesbranche. En danserestaurant med bægerklang og sang og med tilknyttet bar: den særlige Kaptajns Kahyt og den intimere cabaret "Den blå Fugl". Der kunne tilsammen serveres for 1000 mennesker samtidigt.
Før Maritza lå restaurant "Grand" i lokalerne.
Maritza, i de første 30 år (23. aug. 1941 til 1. dec. 1972) skabt, ejet og ledet af G. Gravholt, var en af de finere restauranter, holdt i ungarsk zigøjnerstil med egetræsborde og papmachestaffage.
Gravholt solgte i 1972 restauranten til redaktionssekretær på Jyllandsposten Dan Clausen og Randers-restauratørenMartin Petersen.
I 1976 afhændes stedet til Jette og Leif Andersen, som i 1986 giver stedet en ansigtsløftning:
Maritza 12. jan. 1986
Aarhus Stiftstidende skriver:
Maritza i Frederiksgade er en institution i Århus - et begreb, der er kendt langt uden for bymuren, også af mennesker, der aldrig har sat deres ben der.
Maritza ligner heller ikke andet, i al fald ikke i stil - hvis man overhovedet tør bruge det ord i den forbindelse: Skotskternede gulvtæpper, bordelrød belysning, gammelgotiske buegange med falmede kalkmalerier, der leder hen til rå gul murstensvæg til den ene side og grønne træpaneler på den anden. Halvnøgne patinerede gallionsfigurer står vagt ved portalerne og stirrer tomt vrængende på de store glansbilled-malerier af helnøgne kvinder med bryster, der trodser tyngdeloven... Stamgæsterne elsker det.
...
Musikken er levende - omend måske ikke i alle ordets betydninger, i alt fald ikke den aften, vi havde valgt. Orkesteret hed "Top Secret" og en af deres tophemmeligheder er "kunsten at spille om kap uden at indhente hinanden".
...
Poul, 48 år og kok:
Maritza er nok det sted, der har ændret sig mindst gennem generationerne. Og så alligevel: I gamle dage var der mere fællesskab herinde, lidt lige som man kan opleve ved fodboldkampe med fællessange - "sejle op ad åen" og den slags.
Gå til toppen
Maritza 5. juli 1986
Aarhus Stiftstidende skriver:
Maritzas come-back i Århus' natteliv skal fejres med maner og det bliver det. Gæsterne er mestendels midaldrende eller modne mennesker, som nogen foretrækker at kalde sig, men også yngre receptionsløver og - inder går turen om det veldækkede tag-selv-bord.
Påklædningen er afdæmpet nobel og falder fint ind i de nye omgivelser.
Bortset fra natklubben "Den blaa Fugl", der ligner sig selv, har Maritza totalt og aldeles skiftet identitet.
...
Kæmpepalmer pryder dansestedets største lokale, spejle med lys får bordene til at glimte som var de fyldt med ædelstene.
...
Det var grand-prix parret Kirsten og Søren, der leverede stemmepragten ved festen den 4. juli.
I 1989 sælges Maritza til Mogens Thomsen og han vil satse på de unge med diskotek tre hverdage om ugen og levende musik med navne som Gnags og TV2 i weekenden. Men der vil fortsat være middagsselskaber og shows. Så vidt Århus Stiftstidende erfarer (5. jan. 1989), betalte Morten Thomsen 5 mill. kr. for Maritza og Den blaa Fugl, som dækket et 1042 kvm. stort område.
Lukningen af Maritza
Januar 1991 lukker det berømte Maritza efter i et halvt århundrede at have været en folkelig kulturinstitution i Århus.
Århus Stiftstidende 14. jan. 1991 i anledning af lukningen af Maritza:
Den diskrete, elegante tjener Larsen var ansat på Maritza fra 1947-1980 og var en institution i institutionen. Hvis man ikke kendte Larsen, var man ingenting!
Mens der blev sunget fællessang i bierstube-stemning i Maritza, var der kolde sjusser, lunken and og øjensynligt varme damer i Den blaa Fugl.
Dyrt var der på det eksklusive sted, og målebægrene var små. Der gik en ubekræftet historie om en bilist, der blev standset af politiet. Bilisten erkendte, at han havde drukket 3 sjusser.
- Hvorhenne, spurgte betjenten?
- Hos Larsen på Den blaa Fugl.
- Nå kør så blot videre, lød det fra betjenten. Larsens sjusser er så tynde, at ingen kan blive fuld af kun 3.
Det lette kavaleri var en væsentlig del af eksistensgrundlaget. "Spred dem" var den stående ordre, da man ikke ville have fire piger siddende alene ved samme bord.
Da Gravholt og hans kompagnon en dag var til møde hos politiet, udtrykte politimesteren sin glæde over, at der var ordnede forhold, og at "alle luderne nu holdt til på Den blaa Fugl". Gravholt lignede den krænkede uskyld, løftede sine øjenbryn, slog ud med hænderne og udbrød tilsyneladende chokeret. "Er der ludere på Den blaa Fugl?
På toilettet i Maritza regerede negeren Joseph, der var forarget over "de hvide". Han konstaterede, mede ret så folkelige udtryk, at mange besørgede både stort og småt uden at vaske hænder. Det var noget svineri, mente han. Problemet var at gæsterne skulle betale Joseph for at få et lunt håndklæde. Det kostede yderligere en krone at få stænket kølnervand på jakken, hvis man var til den slags i konkurrencen om damernes gunst.
Der var stil over Joseph, som hver aften betalte dørmanden Poul Jensen for at hjælpe ham jakken på, ligesom han køre i limousine-taxa til og fra arbejde.
Maritza har haft sin egen vitale kraft gennem årene. Da de dansk tyskerhåndlangere fra Shcalburg Korpset bombede restauranten i 1945, gik tjenerstaben omgående i gang med at rydde op. Få dage senere spillede musikken igen.
Gå til toppen
Aarhus Stiftstidende 4. april 2008
Det var Peter-gruppen (der var oprettet på direkte ordre fra Hitler), der stod bag bomberne.
Guldsmedgade var udset som stedet, men der skulle også placeres bomber andre steder i byen i Nørregade og Ryesgade, forlystelsesstedet Maritza i Frederiksgade samt foran Aarhus Teater. Guldsmedgade var en af de centrale strøggader i Århus, en flot og fredelig gade indtil den 22. februar 1945 kl. 01.15. I ejendommene nr. 3, 5, 7 og 9 havde Peter-gruppens medlemmer placeret såvel fosfor- som sprængbomber, og det samme var tilfældet i ejendommene nr. 10-16 på gadens modsatte side.
Og mens brandene hærgede i Guldsmedgade, måtte der også slukkes ildebrande i Nørregade, hvor flere forretninger blev raseret af bomber, foran Lems bolighus i Ryesgade, i Frederiksgade og på Aarhus Teater, hvis flotte facade blev ødelagt, så premieren på Den glade enke måtte udsættes på ubestemt tid. Kun syv mennesker mistede livet den nat, men det kunne være gået langt værre.
Afskedssangen fra den berømte Maritza-sangbog
Nu til afsked - på gensyn,
men ikke farvel,
for vi mødes i morgen på ny,
har du moret dig godt i Maritza, min ven,
så fortæl det på land og i by.
Vi skal skilles en stund,
glem kun sorgen,
for vi ses i "Maritza" i morgen.
Nu til afsked - på gensyn,
men ikke farvel,
for vi mødes i morgen igen.
En tidl. medarbejder i Maritza fortæller
Jeg husker ganske godt Maritza. Jeg har mange - og ofte lidt slibrige historier om Maritza.
Jeg kendte de fleste af de "lette" damer i Den blå Fugl (kaldet "Den Tyvagtige Skade") ganske godt. Somme tider var jeg nærmest en slags "skriftefar" for dem, når de havde ondt i nyrerne eller andre dårligdomme. Som oftest var de "flade" ved aftenens start, men de kunne tilbagebetale lån af cigaretter ved lukketid - med en pung med omkring 1.300 kr. (stattefrit).
Når "damerne" skulle have en pakke cigaretter (den gang 9,60 kr. for 20 Prince), som "filejsen" skulle betale, var jeg længe om at finde byttepenge på en tier.
Så så "damen" op og ned ad fyren, indtil han sagde, at pengene passede.
Jeg tjente faktisk flere penge som "drikkepenge" end på den ordinære løn. Jeg svindlede med salg af billetter (fredag og lørdag aften), hvor jeg solgte de samme billetter flere gange. Det gav en rigtig god indtjening. Og jeg fik mange drinks af fulde gæster i buffeten. For hver af dem indkasserede jeg dengang 9 kr. ved at fremvise den samme whisky hver gang.
Dengang - som formodentlig i dag - ville verden bedrages - og det blev den!
Gå til toppen
En gæst fortæller om Maritza
Vi (et par nytilflyttede piger i Århus, ansat hos Thomas Ths. Sabroe & Co. i Sønder Alle) følte os noget alene i "Smilets by", men var også klar til at udforske byen - kulturelt, historisk, naturen - ja, men også det mere muntre liv.
15. juni 1966 (Valdemarsdag) var der flagfest i Århus. vejret var perfekt til bytur.Soldater og studerende festede, og vi mødte flere unge, som gerne ville vise os, hvad byen bød på. Ja, vi kom på Maritza - og senere på natten også "Den blå Fugl".
Det var sjovt, hyggeligt - god stemning på alle måder. Vi festede til huset lukkede, og gik hjem til min veninde, som boede på et lejet værelse på Banegårdspladsen. Vi kunne ikke nå at gå i seng, men fik lidt vand i hovedet, og gik derefter direkte på kontoret kl. 8.00. Det blev en lang dag - kl. 8-17.00.
Alle kunne se på os, at nattesøvnen manglede, "og følte os presset" til at fortælle de øvrige piger på kontoret om vores oplevelser. De blev chokerede over, at ansatte på Thomas Ths. Sabroe var "sunket så dybt". Et besøg på Maritza og Den blå Fugl - ja, det var det laveste, man kunne foretage sig, hvis vi stadig ville være pæne og agtværdige piger. Nej, de kom på Aarhus Hallen - det prøvede vi også, men der var mere festligt og folkeligt i Frederiksgade.
Historier om restaurant Maritza
- indsendt til Aarhus Stiftstidendes konkurrence om den bedste historie ultimo 2009
Aarhus' eneste neger er far til John Tichai og han er verdensberømt saxofonist (samme årgang som f.eks. Luis Hjulmand og Sahlerts fra boghandelen i Bruunsgade), og han har for ganske nylig huseret her i området.
Kaj Simonsen, Hårup
Joseph hed Tichai til efternavn, og han efterlod sig 2 børn, John der er en velkendt saxofon spiller, også internationalt kendt.
Derudover var der Mauritz, der nu bor ovre ved Roskilde. Han hjælper et museum med at finde ting og sager der ligger skjult i jorden.
Jeg husker Joseph som en meget venlig herre, der bare havde et problem, han boede ved bedste marmorkuglehul i hele området. Det støjer, eller rettere vi gjorde, så sommetider dukkede Joseph op i vinduet og bad os om, meget venligt, at få nattero. Det fik han så.
Nils Aasberg
Da jeg i midten af halvtredserne studerede i Århus, havde min bedste ven og jeg gjort det til en vane at besøge Maritza, når den månedlige apanage hjemmefra dukkede op. Efter omhyggeligt at havde studeret spisekortet, bestilte vi hver gang et stykke med lun and. En dag var der opstået et slagsmål i nærheden af vort bord, og pludselig landede den ene af kombatanterne med et stort brag på bordet foran os, hvilket foranledige min ven til følgende bemærkning henvendt til tjeneren:"Nej, nej, tjener, jeg sagde and."
Hans Willumsen
"Den Blå Fugl" lå ikke på første sal, den lå i forhuset i Frederiksgade med indgang fra Frederiksgade. Det omtalte og afbillede lokale var en bar oven på Maritza. Bartenderen på billedet hed Stjernholm og var sammen med tidligere omtalte overtjener i "Den Blå Fugl" indsat i Graugaads testamente.
Der var musik i hele huset, 5 mand oftest fra byen, 1 pianist i baren, og en trio på "Den Blå Fugl" - oftest fra udlandet.
Bjarne Brodtkorb
Jazzpianisten Niels Jørgen Steen fortalte i forbindelse med, at han spillede på værtshuset Hos Anders, om en oplevelse fra Den Blå Fugl, som har afstedkommet, at han har komponeret en melodi, som han den dag i dag spiller med sit Monday Night Big Band, der holder til i Huset i Magstræde i København.
Niels Jørgen Steen er en fremragende fortæller, så jeg synes, I skal kontakte ham selv for at høre historien fra hans egen mund, men den handler om, at han og saxofonisten Buddy Tate endte på Den Blå Fugl efter et job på det hedengangne Jazzhus Tagskægget her i Århus. Her fik Buddy Tate øje på og faldt også i snak med en meget flot kvinde, men pludselig vendte hun ryggen til ham, og der blev ikke mere ud af den kontakt. Årsagen var, at han havde fortalt hende, at han var musiker, og så kan man jo gætte sig til, hvad hendes job var ...
Det lavede Buddy på stedet et digt om, som Niels Jørgen Steen stadig kan huske, og som inspirerede ham til førnævnte komposition.
Annette Schiøler
Vi er tre par som ankommer en aften,og sidder og drikker lidt vin ,vi tre piger går så en tur ind på Den Blå Fugl. Der møder vi 2 piger fra den " faste garde ," vi hygge- sludrer lidt med dem, og spørger dem om de har nogle " GODE RÅD "og går så igen ind til mændene, som vi er sammen med, Senere kommer pigerne og med pegefingeren kalder de på os og siger " ikke dem, de er alt for unge, og har ingen penge "
De tre " unge mænd " blev vi iøvrigt gift med, og er det den dag idag.
Aase Vangkilde
Som gammel Århusdreng født i 1932 er jeg som ung kommet en del på Maritza. Baren på Maritza blev kaldt "Chefens Kahyt", og i mange år var det "Touse" der stod bag baren. Hun hed faktisk fru Tougaard, hun var gift med Johannes Tougaard og boede i Skovgårdsgade 12 i Århus. I øvrigt samme ejendom, som jeg boede i som ung mand.
Selvom jeg kom på Maritza mange gange - også med min kone, som da var min forlovede - har jeg aldrig oplevet ballade på stedet. Allerede ved indgangen blev evt. ballademagere og fulde folk afvist af Poul, der var dørmand. På toilettet stod en yderst velklædt neger ved navn Joseph, og han passede det sted fint og sørgede for at folk mod en lille skilling kunne få rene håndklæder samt andre småting som f. eks. kondomer. Joseph boede på Silkeborgvej nr. 74, og han var far til 2 mulatdrenge (moderen var hvid), hvoraf den end er den meget kendte Jazzmusiker John Tichai . Jeg har som dreng leget med John, da jeg en periode med mine forældre boede i naboejendommen.
John Eghøj
Igennem mange år var det et ægtepar, der passede toiletterne, Josef Thikai og frue. Der var det specielle, at på det tidspunkt var han byens eneste neger, flot så han ud.
Een lille historie om tjener Larsen, når vi læredrenge i midten af 50'erne kom på Maritza med penge til en øl, som helst skulle holde hele aftenen, så kunne man risikere, at Larsen kom med nogle underkopper, som han lagde over glassene og sagde med et glimt i øjet: øllet skulle jo nødig blive dovent.
Andry Jensen, Ebeltoft.
Det var i december 1959. Min kollega og jeg havde været til juletræsfest i en forening.
Vi bestemte os for at slutte aftenen af på Maritza. Det blev en anderledes aften end den, jeg havde forestillet mig.
Der var afholdt gudstjeneste i Domkirken for soldaterne i Århus. Nogle af dem sluttede også deres aften på Maritza. Der mødte jeg en soldat fra Nordjylland. Det er 50 år siden og vi har været gift i 47 år. Det kunne Maritza også bruges til.
Vi kom meget på stedet og kan nikke genkendende til alle de andre ting, der er skrevet om Maritza, bl.a. de sanghæfter, der var på stedet.
Bente Ottesen
Der var engang for længe siden, og dog måske det alligevel slet ikke så længe siden, at der var et sted, et dansested, langt oppe i Frederiksgade her i Århus, hvor man gik ind, når man gik ud for at more sig. Det hed Maritza.
Her kunne man danse, slukke tørsten og nyde lunken and. Jo, det var et pænt sted. Damerne klædte sig i nydelige kjoler, mændene, herrerne, havde ligeledes at se præsentable ud. Ingen af hankønsvæsen kom ind uden at bære slips, bar man ikke et sådant ved ankomsten kunne man mod passende vederlag leje sig et af slagsen. Joh, nydelig måtte man være om man agtede sig til dans.
Lystigt spillede musikanterne den hele nat af det ganske døgn, livet, nattelivet udfoldede sig så sandelig her. Klaverets tangenter gav toner til dans, istemt af muntre kollegaer fra orkestret med kontrabassen til efterslag.
Tonerne lod sig lyde mod gaden at lokke nye gæster til, og derfor hændte det kanske, at fire unge mænd en aften i 1964 stod ved Maritzas dør. De ville ind, de ville more sig, men noget var galt, håret på dem var langt, for langt til Maritzas sale. De kom ej derind - The Beatles.
Hvor man har det fra? Jo, kontrabassen og klaveret er familie, de har det fortalt - så det er ganske vist!
Inger Holm
Gå til toppen
Benny Andersen har spillet på Maritza
I Ole Sønnichsens bog: "En helt almindelig mand" (udkommet på Gyldendal) kan man læse at musikeren og digteren Benny Andersen har spillet på Maritza:
"En mulig karrierevej var på ganske få måneder stukket ud for barpianisten. Han meldte sig ind i Musikerforbundet og tog imod spillejobs af kortere og længere varighed rundtomkring i Danmark; Landsbyen i Herning, Hos Anni i Randers, Funkis Bar og Maritza i Aarhus, Hotel Prinsen i Fredensborg og en overgang også tilbage i Esbjerg, denne gang dog på Centralhotellet. Imens forsøgte Signe at skabe en base hjemme i hovedstaden. Parret boede først hos hendes forældre på Sagasvej på Frederiksberg, men da datteren Lisbet kom til i 1950, da Benny lige var fyldt 20 år, flyttede den lille familie til en lille lejlighed i Vanløse. Benny Andersen elskede de mange småjobs rundtomkring, men det var ofte hårdt at få økonomien til at hænge sammen. Så nomadetilværelsen var både en nødvendighed og en velkommen frihed i forhold til de foregående års slæb med aftenskole og reklamebureaujob".
Gå til toppen
